Atassut fik ikke noget godt valg tirsdag, men partiledelsen afviser, at det betyder, at formanden må gå af.
Men det bliver dog op til Atassut’s afdelinger på Kysten at tage stilling til, om Augusta Salling skal fortsætte, siger partiets næstformand, Finn Karlsen. Han lægger i stedet op til en intern debat i partiet om fremtiden.
- Vi må lave om på vores måde at arbejde på. Den må forbedres kraftigt, siger Atassuts næstformand.
- Lokalafdelingerne må tage stilling til valgresultatet og til den generelle tilbagegang, vi har været ude for. Vi må finde ud af, hvor vi har fejlet, siger Finn Karlsen.
Selv har formand Augusta Salling ingen planer om at overlade posten til en anden.
- Nogle vælgere har sagt til mig, at de ikke stemmer på mig som folketingskandidat, fordi de gerne vil beholde mig som formand. Jeg vil ikke skuffe mine vælgere, så jeg bliver, siger formanden.
Augusta Salling siger også, at formandsskabet er ret ungt, og hun kan derfor ikke forestille sig et generationsskifte foreløbig.
- De nye, unge politikere skal styrkes først, mener Augusta Salling.
Atassuts stemmesluger, Ellen Kristoffersen, siger, at hun ikke ser sig selv som formand for Atassut, og at hun selv foretrækker Augusta Salling som formand for det borgerlige parti.