Atassut: Ikke plads til populistisk tankegang

11. oktober 2005 11:46

Atassuts valgprogram virker ved første øjekast overbevisende: 23 sider om uddannelse, familier og økonomi. I virkeligheden er dele af programmet en anelse generaliserende.

I afsnittet om sundhedsvæsenet skriver Atassut blandt andet: Andre partier lover grønne skove, uden at fortælle, hvor pengene skal hentes fra. Vi har ikke plads til populistisk tankegang i Atassut. Vi vil ikke være med til at skabe forhåbninger, der ikke bliver til noget.

Spørgsmålet er så hvor Atassut vil hente sine penge fra. Ifølge programmet vil partiet – som altså ikke bryder sig om populistisk tankegang - arbejde for en ansvarlig og realistisk budgettering af landskassens midler. Det skal blandt andet ske ved en gennemgribende oprydning i driftsomkostningerne. Partiet ønsker at finkæmme alle områder i Hjemmestyret og finde midler til områder, der har større behov for ekstra indsats.

Derudover tror Atassut, at hvis der ændres lidt på lovene, ja, så kan færre mennesker give en bedre service til borgerne. Alt sammen for færre midler.

Ikke overraskende håber Atassut, at mange af pengene i fremtiden skal komme fra en styrkelse af markedskræfterne. Partiet ønsker, at de offentlige virksomheder privatiseres hurtigere og at Hjemmestyret ikke driver forretning. Og netop det med at drive forretning som privatperson kan ellers blive en lønsom fornøjelse, hvis Atassut kommer til magten. Partiet åbner feks. Op for at at nyetablerede virksomheder er skattefrie de tre første år.

Også hvad angår omsorgssvigtede børn har Atassut gjort sig en række tanker

Partiets formand Finn Karlsen siger til Radioavisen:

-Vi føler, at vi har en speciel opgave, nemlig de omsorgsvigtede børn. Der er fokus på disse børn i blandt andet pressen. Atassut ønsker, at der skal etableres en speciel enhed til at hjælpe disse børn.