Atassut appellerer til lokalafdelingerne

Partiet Atassut er endnu ikke klar med en dagsorden for det ekstraordinære landsmøde 29.-30. august i kølvandet på et sviende valgnederlag. Ifølge partisekretær Steffen Lynge vil dagsordenen først blive gjort klar på næste hovedbestyrelsesmøde 7. august.
Skrevet af Karsten Sommer
27. juli 2009 17:38

- Indtil 6. august har alle lokalafdelinger mulighed for at komme forslag til landsmødets dagsorden. Indtil nu er der ikke indkommet forslag, siger Steffen Lynge.

Efter at både formanden, Finn Karlsen, og den organisatoriske næstformand, Jensine Berthelsen, har trukket sig fra deres poster, har Atassuts ungdomsafdeling krævet, at hele hovedbestyrelsen træder tilbage for at lade det ekstraordinære landsmøde vælge ny ledelse. Det krav har hovedbestyrelsesmedlemmerne endnu ikke taget stilling til.