Asii Chemnitz Narup vil bygge sig ud af boligmangel

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, mener, at man skal bygge sig ud af boligmanglen i hovedstaden.
31. marts 2015 16:09

- Allerede til sommer går vi i gang herovre på lille slette med at bygge 84 boliger. Så planerne er blevet mere konkrete, og derfor har vi også inviteret til et informationsmøde i eftermiddag, siger borgmester Asii Chemnitz Narup forud for dagens informationsmøde i Katuaq om boligbyggeriet i Nuuk.

 

1400 på venteliste

Og der er brug for konkrete planer. For i hovedstaden alene står godt 1400 mennesker på venteliste til at få en bolig gennem det 100 procent kommunaltejede boligselskab Iserit A/S.

- Boligmanglen har været kæmpestor i mange år. Og for mig at se, er der én vej ud af det. Man kan kun bygge sig ud af det. Og derfor har vi en plan om at bygge 800 boliger i løbet af 5-7 år. Det løser ikke hele problemet. Men så kommer vi i hvert fald et godt stykke vej, siger Asii Chemnitz Narup til KNR.

 

Mangler midler

Udfordringen ligger i, at boligbyggeriet koster penge. Og selvom kommunen har sat penge af til projektet på deres anlægsbudget, har de ikke midler nok.

Derfor har de blandt andet holdt møder med flere realkreditinstitutter, og med naalakkersuisoq for finanser og naalakkersuisoq for boliger, fortæller borgmesteren.

- Vi er blevet opfordret til at sende en ansøgning om at få lov til at låne penge, og de ser positivt på det. Og det vil være en rigtigt fornuftig vej ud af den her boligmangel, siger Asii Chemnitz Narup.

 

Flere penge til privat boligbyggeri

Det er ikke kun udlejningsboliger, som kommunen satser på. I år og over de kommende tre år har kommunen afsat 17,5 millioner kroner om året til den såkaldte 20-20-60-låneordning, der går til privat boligbyggeri. En ordning som Asii Chemnitz Narup ser meget positivt på.

- Jo flere, der boligforsyner sig selv, jo flere af de andre, som ikke kan købe deres egen bolig, vil vi kunne få ind i vores offentlige udlejningsboliger. Så vi kører på begge spor. Og sådan som vi kan se det nu, er der stor rift om de 17, 5 millioner om året, så vi overvejer meget seriøst at sætte beløbet op allerede fra næste budgetår, siger Asii Chemnitz Narup.