Arktiske levevilkår undersøgt

Skrevet af Karsten Sommer
09. november 2006 16:31

I dag blev en stor undersøgelse om levevilkårene i Arktis fremlagt i Nuuk.

Mange videnskabelige undersøgelser sammenligner forholdene i Grønland med de europæiske lande, men den ny undersøgelse ser Grønland i et andet perspektiv, fortæller en af hovedmændene bag undersøgelsen, Birger Poppel.

- Der er så store forskelle på forholdene i det arktiske område og i Europa, mens der i Arktis – på trods af forskelle – alligevel er nogle basale fælles forudsætninger i traditioner og levevilkår, at det vil være givtigt at sammenligne inden for det område, siger Birger Poppel

Det var baggrunden for den Arktiske Levevilkårsundersøgelse som sammenligner levevilkårene blandt de arktiske befolkninger i Grønland, Canada, Alaska og russisk Tjukotka.

Og hvad fortæller undersøgelsen så om forskellighederne i inuits levevilkår? Ikke overraskende er Grønland umiddelbart det mest udviklede område i Arktis.

- Samtidig er der forhold, hvor vi minder utroligt meget om de andre. F.eks. vores tilknytning til naturen, at der bliver fanget og fisket i husholdningerne til eget forbrug, at man deler med familie og venner. Og i det hele taget en masse holdninger til hvad ”et godt liv” er, som passer overens.

De russiske inuit er ikke overraskende den befolkningsgruppe i Arktis, der har det dårligst ifølge undersøgelsen. Men det kan alligevel virke rystende at mens 17 procent i Grønland erklærer sig ”meget tilfreds” med sin levestandard, er der kun 1 procent i Tjukotka der tilslutter sig det synspunkt.

Omvendt er der kun 2 procent i Grønland der erklærer sig ”meget utilfreds” med levestandarden – i Tjukotka siger 40 procent, at de er ”meget utilfredse”.

For Grønlands vedkommende giver undersøgelsen også en forklaring på hvorfor forholdsvis mange vælger at blive boende i bygderne, selvom bylivet giver flere muligheder. For hvad handler ”et godt liv” om?

- Det er naturen, det er det grønlandske sprog, og det er den mad man spiser. Og det er en livsstil, som kun kan bibeholdes, hvis man fortsætter med den spredte bosætning vi har. Hvis vi alle boede i Nuuk, kunne vi ikke leve sådan, siger Birger Poppel, der håber at undersøgelsen om levevilkår i Arktis, vil give brugbar ny information, både til videnskabsfolk og politikere.