Arktisk samarbejde om sundhed

Skrevet af Mads Lynge
20. juni 2006 06:32

Tuberkulose, selvmordsforebyggelse, hjerneblødninger og en styrkelse af tværfagligt samarbejde.

Det er nogle af de emner, som blev behandlet på den 13. internationale arktiske sundhedskonference, der netop er afsluttet i Novosibirsk i Rusland.

Der var 11 deltagere med fra Grønland, blandt andet repræsentanter fra Embedslægeinstitutionen, Dronning Ingrids Hospital, Direktoratet for Sundhed og MIPI Videnscenter for børn og unge.

På konferencen blev blandt andet den nationale strategi for selvmordsforebyggelse diskuteret i forhold til tilsvarende initiativer i Nunavut og Alaska.

Også smitsomme sygdomme som tuberkulose og andre bakteriesygdomme blev sammenlignet mellem de arktiske lande, lige som deltagerne kiggede på brugen af E-læge.

Der blev etableret flere arktiske samarbejdsprojekter og i øvrigt uddelt flere medaljer til forskere, der beskæftiger sig med forskellige former for arktisk sundhed.