Arktisk forskningselite samlet i Nuuk

Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut, Nuuk, University of Manitoba, Canada og Aarhus Universitet, Danmark, underskriver søndag den 8. juli en fælles samarbejdsaftale. Aftalen styrker markant den internationale forskningsindsats i det arktiske område og sætter fokus på uddannelse indenfor en lang række arktiske problemstillinger.
Skrevet af Peter Troelsen
06. juli 2012 09:43

Det nye, omfattende grønlandske, canadiske og danske forskningssamarbejde samler mere end 200 af verdens førende videnskabsfolk indenfor arktisk forskning. Emnerne spænder bredt fra de sundhedsrelaterede over samfundsøkonomiske relevante til en miljø- og klimamæssig indsats.

Samarbejdet, der finder sted i et fælles partnerskab med navnet: "Arctic Science Partnership" (ASP), giver partnerne enestående muligheder for en omfattende synergi indenfor forskning, uddannelse og formidling af arktiske udfordringer.

De tre lande råder tilsammen over en række enestående tilbud i form af laboratorier, forskningsskibe, feltudstyr og feltstationer, som udbydes til forskere fra de tre lande. Ideen er at arbejde tæt sammen i udvalgte arktiske indsatsområder, for herigennem at sikre en tæt koordinering af tværvidenskabelig forskning, miljøovervågning og uddannelse.

Et vigtigt mål for ASP-samarbejdet er at forankre uddannelse og viden om arktiske forhold i de arktiske regioner – herunder særligt Grønland og Canada. De studerende kan deltage i en række forskellige undervisningsmoduler på de tre forskningsinstitutioner og nye uddannelsesmuligheder opbygges i alle tre lande.

- Arktisk står over for kolossale omvæltninger og vi må forskningsmæssigt være med helt i front, så vi lokalt kan møde de nye udfordringer og vejlede befolkningen om konsekvenserne, siger professor i Grønlands Naturinstitut Søren Rysgaard, der sammen med professor David Barber fra University of Manitoba har været initiativtager til det nye samarbejde.

Søren Rysgaard er overbevist om, at det nye samarbejde vil udmønte sig i et af verdens førende forskningscentre indenfor arktisk forskning.

I dagene fra torsdag den 5. juli til søndag den 8. juli mødes rektorer og direktører fra de tre institutioner i Nuuk for at udarbejde samarbejdsaftalen og søndag den 8. juli 2012 underskrives samarbejdsaftalen mellem de tre lande.