Ark'alo Abelsens efterfølger er en tro partisoldat

Ved indsættelsen af den 40-årige Naja Petersen som landsstyremedlem forbliver Landsstyrets familie- og sundhedspolitik uændret. Naja Petersen vil nemlig arbejde med de sager, der allerede er igangsat og vil følge den udstukne politik. Dermed har Atassut indsat en loyal partikammerat i Landsstyret.
Skrevet af Louise M. Kleemann
07. november 2008 10:59

- Jeg er glad for det skridt, jeg har taget, da jeg synes at opgaverne er spændende, siger Naja Petersen.

Men hun vil ikke pege på hvilke problemer indenfor familie- og sundhedsområdet, der er mest påtrængende:

- Jeg regner med at komme til at arbejde med sager, der allerede er igangsat, og så må jeg se, hvilke opgaver der kommer fremover. Jeg kommer altså til at arbejde med de sagsområder, der er pålagt landsstyreområdet, siger den kommende landsstyremedlem, der er uddannet som socialrådgiver, og indtil nu har arbejdet i Aasiaat Kommuniat.

- Jeg har altid lagt vægt på, at folk, der har behov for hjælp, skal behandles godt, siger Naja Petersen.

Naja Petersen er medlem af kommunalbestyrelsen i Aasiaat, ligesom hun er valgt til overgangsudvalget i den kommende Qaasuitsup Kommunia.

Formand for Kanukoka, Enok Sandgreen, betegner Naja Petersen som loyal samarbejdspartner, der følger flertallets mening.