Arctic Umiaq Line frygter fremtiden

Arctic Umiaq Line frygter, at det snart er slut med at sejle med passagerer. Rederiet gruer for at måtte dreje nøglen om, efter at Air Greenland i dag har meldt ud, at de vil af med deres aktier i Arctic Umiaq Line. Rederiets fremtid afgøres på et bestyrelsesmøde den 12. april.
15. marts 2010 15:54

Kommerciel kystsejlads er en underskudsforretning i Grønland. Sidste år endte Arctic Umiaq Line med et underskud på 7,2 millioner kroner, og det får nu den ene af rederiets to ejere, Air Greenland, til at smide håndklædet i ringen. Flyselskabet har i dag meldt ud, at det ikke længere vil være medejere af Arctic Umiaq Line.

- Vi har konstateret, at vi er et flyselskab. Vi er ikke gode til at drive et rederi. Og vi har konstateret nu i flere år, at det ikke er muligt at drive Arctic Umiaq Line med et overskud. Så vi har sat os for og fået en bestyrelsesbeslutning om, at vi skal forsøge at afvikle ejerskabet med Arctic Umiaq Line, siger administrerende direktør i Air Greenland, Michael Binzer.

Flyselskabets beslutning giver panderynker hos direktør i Arctic Umiaq Line, Jette Larsen, som frygter, at rederiet snart er nødt til at dreje nøgle om.

- Det kan man frygte, med mindre der kommer et politisk ønske om, at vi eksisterer på sigt, siger Jette Larsen.

Ifølge Jette Larsen har selskabet ihærdigt forsøgt at spare og effektivisere, og hun mener ikke, at der er flere løsningsmuligheder. Pudsigt nok er det netop Air Greenlands billigere flybilletter, som er Arctic Umiaq Lines store konkurrent.

- Jeg tror ikke, vi kan skære yderligere. Vi er ikke i stand til at få en økonomi, der er bedre end den der er pt. Vores eneste mulighed ville jo være at priserne på flyrejser internt i Grønland steg, så vi kunne konkurrere bedre med Air Greenland. Men set i forhold til at befolkningen ønsker lavere priser på rejser, så er den mulighed jo ikke eksisterende. Desværre er det ikke muligt at lave en sund økonomi uden offentligt tilskud, siger hun.

Air Greenland ejer 50 procent af aktierne i Arctic Umiaq Line, mens Royal Arctic Line ejer den anden halvdel. Og selvom administrerende direktør i Royal Arctic Line, Jens Andersen, ikke havde hørt om Air Greenlands planer, før KNR kontaktede ham, så kommer beslutningen ikke bag på ham.

- Nej, det kommer ikke som den store overraskelse. Air Greenland kan jo selv flyve med de passagerer, som Arctic Umiaq Line sejler med. Så de har deres egen interesse i sagen. Nu må vi afvente, hvad der sker på bestyrelsesmødet i Arctic Umiaq Line den 12. april og se, hvordan fremtiden ser ud herefter, siger Jens Andersen til KNR.

Arctic Umiaq Line beskæftiger 40 medarbejdere inklusiv besætning og har de seneste tre år kørt med underskud.