Arbejdspladskonkurrence skudt igang

15. maj 2005 12:51

For femte år i træk har Det Grønlandske Arbejdsmiljøråd udskrevet konkurrencen om at blive landets bedste arbejdsplads. Både private og offentlige virksomheder kan deltage i konkurrencen, der løber frem til den 1. november.

Ifølge Arbejdsmiljørådet har konkurrencen været med til at øge fokus på de vilkår som der arbejdes under rundt i landet. Også sikkerheden på arbejdspladserne er blevet bedre, mener Arbejdsmiljørådet.

Sidste år blev det tre Nuuk-virksomheder, der vandt prisen, nemlig Plejehjemmet, Polar Raajat og Naturinstituttet. De fik priserne for deres aktive indsats for at forbedre arbejdsmiljøet.

På alle tre arbejdspladser havde ledelsen og medarbejderne i fællesskab forbedret både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Det skete blandt andet gennem dialog, fleksibilitet og socialt samvær.