Aqqaluks Plads-kampagne møder hård kritik
En husstandsomdelt pjece opfordrer Nuuks borgere til at stemme på Aqqaluks Plads, mens placeringsmulighederne i bymidten og Kolonihavnen bliver beskrevet som uværdige.
Kampagnen møder hård kritik i de sociale medier og Inatsisartut-medlem fra IA Naaja Nathanielsen kalder pjecen, som er betalt af skatteyderne, for ren manipulation.
Kampagnen for Aqqaluks Plads kan læses her på Inatsisartuts hjemmeside
Lars Emil Johansen tager kritikken til efterretning, men han mener samtidig, at kampagnen er rimelig.
- Hvordan kan det være en manipulation, når vi helt åbent og ærligt fortæller, hvilke muligheder der er og, hvilken af de tre muligheder vi anbefaler. Det er meningstilkendegivelse, og det, håber jeg, et parlamentsmedlem kan se forskel på.
- Jeg er glad for, at det skaber så meget debat. Det er jo demokratiets højborg, der er tale om. Vi skal debattere reelt, hvorfor vi støtter den ene og, hvorfor vi støtter den anden. Det ligger mig langt fra, at der skulle være tale om manipulation, men det ligger mig meget nært, at vi skal opfylde informationskravet foruden for en folkeafstemning, forklarer formand for Inatsisartut, Lars Emil Johansen over for KNR.
IA tager afstand
Men pjecen, som nævner Aqqaluks Plads 15 gange, mens de to andre nævnes henholdsvis to og tre gange, har i høj grad fået Naaja Nathanielsen op i det røde felt. Hun mener, den er et forsøg på manipulation.
- Det er rigtig ærgerligt, at Inatsisartut på den måde bruger penge på at påvirke folk til at stemme på et bestemt måde, og folket skal da selv afgøre det. Der bliver også brugt en retorik i informationsmaterialet, som jeg synes er decideret upassende.
LÆS OGSÅ Asii laver netafstemning om parlamentets placering
- Vi har på intet tidspunkt taget stilling til, hvor den bygning skal ligge, og man kan derfor ikke tage alle os 31 medlemmer til indtægt for en bestemt holdning om, at vi gerne vil have Aqqaluks plads, siger Naaja Nathanielsen.
Også Kommuneqarfik Sermersooq reagerer skarpt på Bureauet for Inatsisartuts pjece og understreger, at de ikke har haft andel i den.