Aprilsnar

30. marts 2006 15:42

Sirius-patruljen har fundet en ukendt inuit-stamme i det nordøstlige Grønland.

Forskere fra det meste af verden er på vej til Nuuk for at høre en lyd-optagelse med det sprog, som stammen taler.

Sirius Patruljen var på deres ordinære ekspedition kørt ind i et område, som de normalt ikke kommer i. Det ligger i bunden af Ardencaple Fjorden nord for Illoqqortoormiut. Og det var der, at de opdagede en vinterlejr, der ikke er kendt, fortæller oversergent Michael Ranslirpa Jakobsson.

- Vi finder en teltplads i eskimoisk stil et sted, hvor vi ved, at der ikke normalt er mennesker, fortæller han.

Patruljen forsøger at kommunikere med en ung mand, der kommer hen til Sirius. Og det er her at de finder ud af, at de har opdaget noget usædvanligt, for de kan ikke forstå noget af det, som den unge mand siger.

Da det går op for patruljen, at de har fået kontakt med et folk, der ikke tidligere har været i nærheden af civilisationen, optager de en lydbid med den unge mand, som de så sender hjem via satellit, så forskere kan forsøge at tyde sproget.

Så nu er forskere og antropologer fra hele verden på vej til Grønland. På universitetet har man gjort klar til det helt store ryk-ind, og man har allerede de første gæt på, hvor dette folk stammer fra, fortæller Kenneth Pedersen, der er adjunkt på kultur- og samfundshistorie på Grønlands Universitet.

- Vi formoder, at der er tale om efterkommere af den såkaldte Dorset-kultur, der er et folk, der har boet i Arktis umiddelbart før den såkaldte Thule-kultur. Det vil være helt forbløffende, hvis de stadig eksisterer, siger han.