APK skyder med skarpt mod direktorat

11. januar 2006 14:12

Formanden for den grønlandske havfiskeri og eksportsammenslutning APK, Søren Brandt, langer hårdt ud efter Direktoratet for Fiskeri og Fangst i sin nytårsudtalelse.

Det sker i et afsnit, hvor APK-formanden kritiserer bureaukratiet i Grønlands Hjemmestyre.

- Ser vi på det produkt og den service, der kommer ud af Grønlands Hjemmestyres trang til overadministration, bliver man nærmest dårligt tilpas, siger Søren Brandt.

- Direktoratet for Fiskeri og Fangst føles bestemt ikke som noget, der blot ligner et serviceorgan for fiskeriet. Fantasiforladt, paranoid og blottet for ambitioner på erhvervets og landets vegne. Det er de betegnelser, der efter min mening passer bedst for fagdirektoratet for landets største erhverv.

Søren Brandt slutter sin svada sådan her:

- Det er helt nødvendigt, at dette direktorat bliver poleret op til en standard, hvor det kan medvirke og ikke modvirke til en økonomisk udvikling i vort hjemlige fiskeri.