APK sagsøger hjemmestyret for 30 millioner

26. maj 2005 14:50

På vegne af seks grønlandske rederier har havfiskernes organisation, APK, sagsøgt Hjemmestyret for næsten 30 millioner kroner.

De mener nemlig at de rejekvoter på 4000 tons som Hjemmestyret har tildelt EU er i strid med Grundloven. Nærmere bestemt Grundlovens paragraf 73, der handler om ejendomsrettens ukrænkelighed.

Hele sagen har sin rod tilbage i 90’erne, hvor rejekvoterne blev udstedt som tidsubegrænsede licenser. Dermed blev der et ejerforhold til de licenser som rederierne fik.

Det ejerforhold mener rederierne blev krænket, da Hjemmestyret i juni 2003 indgik en fiskeriaftale med EU. En aftale der gav EU ret til at fiske 4.000 tons rejer i Vestgrønland.

Siden da har rederierne forsøgt at forhandle sig frem til en løsning på problemet, men er nu kommet til den konklusion, at en retssag er eneste mulighed, oplyser den netop genvalgte formand for AKP, Lars-Emil Johansen. APK kører sagen for Ice Trawl Greenland, Nanoq Trawl, Niisa Trawl, Polar Seafood Trawl, Qajaq Trawl og Sikuaq Trawl.