Antallet af coronasmittede overstiger 32 millioner globalt

Siden midten af juli er antallet af smittede på verdensplan steget med en million cirka hver fjerde dag.
USA, Indien og Brasilien er de tre lande, der med afstand har registreret flest smittede og døde, siden pandemiens begyndelse. Foto © : Indranil Mukherjee/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. september 2020 09:29

Antallet af bekræftede smittetilfælde med coronavirus på verdensplan har nu passeret 32 millioner.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University torsdag aften.

I mandags passerede det globale smittetal 31 millioner, og tallet er dermed steget med en million på kun tre dage.

Siden midten af juli er der blevet registreret en million nye smittetilfælde cirka hver fjerde dag.

På verdensplan nærmer antallet af dødsfald med coronavirus sig en million. I alt 979.388 personer er registreret døde med virusset torsdag aften.

Det er uacceptabelt høje tal, lød det i weekenden fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

LÆS OGSÅ Over 200.000 er døde med corona i USA under pandemien

USA, Indien og Brasilien er de tre lande, der med afstand har registreret flest smittede og døde, siden pandemiens begyndelse.

I USA er der registreret lige knap syv millioner smittetilfælde og over 202.000 døde med coronavirus.

Indien har registreret 5,7 millioner smittede og over 91.000 dødsfald, mens Brasilien tegner for 4,6 millioner smittede og over 138.000 dødsfald.

I Europa har smittetallene i grove træk været faldende over sommeren, men ved efterårets begyndelse er smittespredningen igen begyndt at tage fart.

Både Frankrig og Storbritannien har det seneste døgn registreret det hidtil højeste antal smittede med coronavirus på en dag.

I Frankrig er der blevet testet over 16.000 mennesker positive det seneste døgn, mens tallet i Storbritannien lyder lige over 6000.