Annette Vilhelmsen – en parentes i dansk politik

Da hun stillede op som modkandidat til Astrid Kragh ved formandsvalget i SF, da Villy Søvndal trak sig, var der ingen der vidste, hvem fynboen Annette Vilhelmsen var, og efter hun har sagt farvel til formandsposten, synker hun givetvis tilbage i glemslen igen.
Skrevet af Peter Troelsen
30. januar 2014 09:43

I den tid Vilhelmsen var formand hos Socialistisk Folkeparti er vælgerne flygtet i en sådan grad, at SF i de seneste meningsmålinger var klart det mindste parti i Folketinget, og hvis vælgerflugten fortsætter, trues partiet af total udslettelse og et farvel til Folketinget efter mere end 50 på tinge.

Det er ikke kun Annette Vilhelmsen, der har sagt farvel og tak. Også den ene af partiets næstformænd Peter Westerman har nedlagt sit hverv og det samme har partiets politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen og gruppeformanden Karina Lorentzen. Foreløbigt har man udnævnt Pernille Vigsø Bagge som gruppeformand, men hun forlader politik efter næste valg, så det er kun en nødløsning.

Tilbage står arbejdet med at få fundet en ny formand for folkesocialisterne, og det ser ud til at blive noget af et arbejde for partiets bagland. Mette Touborg, der er borgmester i Lejre på Sjælland og en af de to næstformænd i partiet har afvist at hun er kandidat, og i Folketingsgruppen er der langt mellem de store politiske profiler.

En overgangsfigur kunne være de to ”gamle” SF´ere Holger K. Nielsen og Steen Gade, men det er ikke nogen fremtidssikret løsning for SF. Den tabende kandidat ved sidste formandsvalg Astrid Kragh er efter al sandsynlighed ikke en mulighed, da hendes støtter fra sidste formandsvalg alle har forladt partiet. Ida Auken, Jonas Dahl eller Pia Olsen Dyhr kunne være muligheder, men fremtiden for partiet er ikke lys og ambitiøse politikere vil sikkert ikke være kendt som formanden. der lukkede og slukke i SF.