Anna Wagenheim: Vitalt at forlænge restriktioner

Naalakkersuisoq for sundhed fastslår, at det er nødvendigt at forlænge en række coronarestriktioner. Det skal skabe ro om vaccinationsprocessen, minimere risikoen for smitteudbrud og støtte sundhedsvæsenet, der er presset.
Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Mathies Hvid Toft
14. januar 2021 04:26

Selvom myndighederne har lukket for indrejser til Grønland, så er smitterisikoen ikke væk.

Særligt ikke med den nye muterede engelske variant af coronavirusset, der lige nu hærger i Europa og i Danmark. Derfor har Naalakkersuisut forlænget en række restriktioner herhjemme.

"Vi er i et land, hvor vi har meget, meget hårdt brug for faglærte spidskompetencer," siger Anna Wangenheim.

- Vi vil sikre os, at vi udruller vaccinationsstrategien på et så sikkert grundlag som muligt. Vi har jo ikke lukket landet fuldstændig ned forstået sådan, at vi fortsat har myndighedsbeflyvninger, hvor vi importerer kritisk personale, siger naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim (D), og uddyber:

Regler for forsamlinger

 

Til og med 30. april 2021 må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor. Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.

 

Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den bekendtgørelsen fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:

 

"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."

- Når smittepresset er så stort i Danmark også blandt sygehuspersonale, så kan vi ikke undgå, at der potentielt kan være en eller flere, som er smittet med coronavirus og i værste fald med den nye muterede variant, der er markant mere smitsom.

Anna Wagenheim peger på, at vi herhjemme allerede har oplevet sådan en situation. En tilkaldt sundhedsmedarbejder viste sig nemlig  i starten af januar at være smittet med coronavirus i Aasiaat ved retestning på femtedagen efter ankomst.

Bevidst om at det har konsekvenser

Naalakkersuisoq for sundhed er dog meget bevidst om, at det er udsædvanelig situation, og at det har store konsekvenser at fortsætte restriktionerne.

Eksempelvis er større sportsarrangementer som Arctic Circle Race og GM i håndbold aflyst.

"Jeg bliver nødt til at beskytte samfundet som helhed, men også de medarbejdere vi har i sundhedsvæsenet," Anna Wagenheim.

- Indtil videre har vi haft meget lidt smitte, og vi har med lidt held kunne kontrollere situationen. Vi håber, at befolkningen forstår, at det primært skyldes den vellykkede strategi. Vi skal holde fast, for vi er ikke i mål, lyder opfordringen.

Beskytter sundhedsvæsenet og samfundet

En total nedlukning af landet er nemlig ikke en mulighed. Det kan specielt sundhedsvæsnet ikke holde til.

- Vi er i et land, hvor vi har meget, meget hårdt brug for faglærte spidskompetencer. Det er for eksempel læger og sygeplejersker, men også tømrer og andre folk, som er nødvendige for at holde samfundshjulene kørende, siger Anna Wagenheim.

LÆS OGSÅ Vaccination mod covid-19 kan snart begynde i tre nye byer

I gennemsnit kommer omkring 120 sundhedspersoner til Grønland hver eneste måned, hvilket er en stor del af det samlede sundhedsvæsen. Desuden har sundhedsvæsenet ikke kapacitet til at håndtere en situation, hvor der opstår flere smitteudbrud på en gang.

- Derfor er det meget vigtigt at beskytte de få, vi har tilbage inden for sundhedsvæsnet, og som faktisk arbejder nat og dag. Hvis vi lemper på reglerne, udsætter vi dem for yderliggere pres og risiko. Det vil jeg ikke være med til. Jeg bliver nødt til at beskytte samfundet som helhed, men også de medarbejdere vi har i sundhedsvæsenet, fastslår Anna Wagenheim.

LÆS OGSÅ Coronaregler om forsamlinger og arrangementer er forlænget