Anklagere trækker sig fra Roger Stone-sag efter indblanding

Efter at Trump kritiserede en anbefalet straf til sin tidligere rådgiver, ændrede justitsministeriet praksis.
Det usædvanlige skridt fra justitsministeriet kom tirsdag, bare timer efter at Trump på Twitter skrev, at den anbefalede straf til Stone var "forfærdelig og uretfærdig". Foto © : Mark Wilson/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
12. februar 2020 09:10

Fire statsanklagere har tirsdag trukket sig fra en straffesag mod præsident Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone i protest.

Det sker, fordi det amerikanske justitsministerium angiveligt under pres fra præsidenten har grebet ind og anbefalet en mildere straf til Stone end den anbefalet af anklagerne.

At justitsministeriet overtrumfer sine egne statsadvokater og ændrer deres anbefalinger i en straffesag er højst usædvanligt.

Det usædvanlige skridt fra justitsministeriet kom tirsdag, bare timer efter at Trump på Twitter skrev, at den anbefalede straf til Stone var "forfærdelig og uretfærdig".

Mandag havde anklagerne i sagen krævet mellem syv og ni års fængsel til Stone blandt andet for at lyve for Kongressen og intimidering af vidner.

Roger Stone arbejdede tæt sammen med Donald Trump under valgkampen i 2016.

Den 67-årige Stone er en excentrisk og mangeårig politisk aktør i Det Republikanske Parti.

Han er den sjette person knyttet til Donald Trump og hans kampagne, der siden 2017 er fundet skyldig eller har erklæret sig skyldig i anklager om kriminelle forhold.