En psykisk syg mand var torsdag formiddag ved at blive undersøgt af en læge, efter at han blev anholdt i morges for at have skudt mod en række biler og bygninger i Nuussuaq ved Nuuk.
Det første skud lyder klokken cirka halv fem om morgenen, hvor en minibus med to personer fra Air Greenland, bliver beskudt på Nuniarffik i Nuussuuaq. Skuddene kommer fra en riffel af mindre kaliber.
Ingen kommer dog noget til. Og det samme er tilfældet en halv time senere, da to taxaer, hvoraf den ene har en passager med, bliver beskudt. På det tidspunkt er politiet allerede blevet alarmeret.
Skuddene kommer fra en lejlighed på anden sal i kvarteret. Og politiet afspærrer et stort område i over to timer inden anholdelsen kan finde sted, oplyser fungerende stationsleder Johan Davidsen fra Nuuk politi.
Politiet kan ikke sige ret meget om den anholdte, ud over at det drejer sig om en psykisk syg mand, der er kendt af det psykiatriske system, oplyser Johan Davidsen.
Efter lægeundersøgelsen skal politiet så tage stilling til, om manden skal for et grundlovsforhør.
Stationslederen oplyser, at området var afspærret i lang tid, fordi det var en omfattende opgave at skaffe det nødvendige mandskab og sikre, at der ikke var nogen, som kom til skade. Gerningsmanden bliver derefter lokaliseret. Og manden bliver anholdt ved at politiet trænger ind i lejligheden.
Ud over afgørelsen om grundlovsforhøret venter der politiet et omfattende arbejde med at kortlægge, hvor mange skud, der er blevet affyret, og hvor skuddene har ramt, oplyser Johan Davidsen.