Ane Hansen: Træk dine ord tilbage, Lene Espersen

Skrevet af Mads Lynge
26. maj 2006 14:18

Justitsminister Lene Espersens kritik af Grønlands mulige indkøb af canadisk sælskind, bygger på et tyndt grundlag, og justitsministeren burde trække sine ord tilbage.

Det siger formanden for Landstingets fiskeri-, fangst-, og landbrugsudvalg, Ane Hansen fra Inuit Ataqatigiit:

-Jeg tror at hun er blevet drevet af sin uvidenhed omkring sæler. Jeg synes også at de skal se på sig selv først før de udtaler sig på den måde, siger Ane Hansen, med henvisning til at der i Danmark drives store hønsefarme, hvor der efter hendes egen erfaring findes eksempler på dyremishandling.

Ane Hansen peger endvidere på den Nordatlantiske havpattedyrorganisations, NAMMCO's, undersøgelser, hvor drabsmetoden med at bruge køller er blevet godkendt.

Udvalget holder deres næste møde mandag i næste uge, og Ane Hansen siger at emnet vil blive taget op til diskussion.