Andet møde i Joint Committee

18. maj 2005 03:57

I dag og i morgen mødes Grønland, Danmark og USA for anden gang i Joint Committee. Det sker i Washington her kun et par dage før det store grønlandske erhvervsfremstød i byen.

Komiteen har allerede oprettet arbejdsnetværk indenfor miljø, videnskab, sundhed, teknologi, uddannelse og kultur. Og så et netværk, der skal udvikle handelen og turismen mellem landene. Netop dette samarbejde er handelsfremstødet i dagene efter et eksempel på.

På mødet vil der blive præsenteret konkrete projekter indenfor blandt andet et uddannelsessamarbejde mellem Alaska og Grønland, uddannelsesophold i USA, fjernundervisning og IT-samarbejde.

Joint Committee er en del af forsvarsaftalen, der blev indgået i Igaliku den 6. august sidste år. I aftalen indgår nemlig etableringen af et økonomisk og teknisk samarbejde mellem USA og Grønland.