Nogle andelsboliger i Ilulissat har skabt røre i byen.
En andelsboligforening fik tildelt byggegrunden den 12. november sidste år.
Men så fik entreprenøren i marts besked fra kommunen om at stoppe byggeriet øjeblikkeligt.
Social Pædagogisk Seminarium undrede sig nemlig over byggeriet af andelsboligerne, fordi det sker på den grund, hvor deres kommende fire kollegier skulle være.
Hjemmestyrets afdeling for Fysisk Planlægning har været involveret og bedt kommunen om at udarbejde en ny lokalplan, der sikrer, at der bliver plads både til de kommende nye kollegier og andelsboligerne.
Dermed burde sagen være i orden, men andelsboligerne er bygget for enden af den vej som hjemmestyret har betalt og bygget til kollegierne. Og det gør man ikke, fordi enten skal andelsboligforeningen bygge deres egen vej eller købe sig ind på brugen af den vej, som hjemmestyret har bygget til kollegierne.
Sagen om andelsboligernes placering er derfor endnu uvis.