Anda: Vi lytter til alle

OPDATERET Naalakkersuisoq for finanser, Anda Uldum, genkender ikke Partii Naleraqs udlægning af tidligere forhandlinger om finansloven.
Andreas Uldum, (D) naalakkersuisoq for finanser og råstoffer. Foto © : Nanoq.gl
Skrevet af Inge S. Rasmussen
12. oktober 2015 06:15

- Naalakkersuisut lytter meget gerne til oppositionens ønsker. Vi ønsker en bred aftale om finansloven, siger Anda Uldum (D) i en reaktion på Partii Naleraqs boykot af de aktuelle finanslovsforhandlinger.

Boykotten bunder i, at Naalakkersuisut ikke lytter til partiets ønsker. For det gjorde de ikke sidste gang, har Naleraqs finansordfører Anthon Frederiksen forklaret over for KNR.

Læs også Naleraq: Det er som at tale til en sten

Men det udsagn stemmer ikke overens med Anda Uldums oplevelser af forløbet. I en pressemeddelelse anfører naalakkersuisoq for finanser tværtimod, at flere Partii Naleraqs ønsker blev imødekommet under finanslovsforhandlingerne.

Konkret nævner Anda Uldum som eksempel, at Naleraqs ønske om flere millioner til landbruget blev tilgodeset med en ekstra million kroner, så der nu er afsat 6 millioner kroner årligt til at fremme selvforsyning af landbruget.

Anda Uldum fastslår endvidere, at et parti ikke kan møde op til forhandlinger med ultimative krav og bagefter undre sig over at partiet ikke er omfattet af forliget.

Læs også Partii Naleraq har afslået at deltage i finanslovsforhandlinger

- Ingen partier har vetoret. Det gælder også Partii Naleraq, lyder det fra Uldum, som dog ikke har smækket døren i for oppositionspartiet.

- Hvis Partii Naleraq ændrer holdning og ønsker at deltage i forhandlingerne om dette års finanslov, står min dør åben, siger naalakkersuisoq for finanser.