Analytikere: Nordlyset giver mening

18. november 2005 14:47

For første gang i Hjemmestyrets historie forhandler de tre gamle partier om en bred koalition. Men den historiske situation er logisk nok.Det siger både Henrik Skydsbjerg fra HS Analyse og redaktør Poul Krarup fra Sermitsiaq.

- Jeg kan godt se fornuften i samarbejdet. IA har presset på for reformer og kan ikke tåle at være udenfor, hvis de vil føre reformerne ud i livet, siger Henrik Skydsbjerg.

Også Poul Krarup mener, at den såkaldte ”Nordlys-koalition” er den mest logiske løsning efter valget i tirsdags. Det var derfor avisen valgte sin overraskende forside med billeder af Hans Enoksen, Josef Motzfeldt og Finn Karlsen.

Sermitsiaqs redaktør påpeger dog at der er visse krav forbundet til forhandlingerne, hvis ”Nordlyset” ikke skal miste sin glød i polarnattens mørke.

- Det kommer fuldstændig an på de mennesker, der skal sidde i landsstyret, siger Poul Krarup.

Han mener det er altgørende for koalitionens levedygtighed at landsstyremedlemmerne dels formår at samarbejde og dels har deres bagland med.

- Det kræver enighed og en garanti for at man overholder aftalen, når først den er indgået, siger Poul Krarup.

Ifølge Sermitsiaqs redaktør kan Lars-Emil Johansen stadig være en joker i forbindelse med landsstyrekabalen. Det ville styrke Hans Enoksens stilling hvis Lars-Emil Johansen fik landsstyreansvar. Men spørgsmålet er om partiets kontroversielle folketings- og nu også landstingsmedlem er villig til at opgive talerstolen i Folketinget til fordel for et sæde i landsstyret.