Amarngivat begavet af kronprinsessen

18. oktober 2005 10:15

På værestedet ”Amarngivat” i Tasiilaq glæder børnene sig dobbelt med kronprinsesse Mary. Ud over den vellykkede fødsel glæder børnene sig over en kontant gave på 50.000 kr., som er blevet tildelt dem på foranledning af kronprinsesse Mary.

I foråret var kronprinsessen jo gudmoder for Royal Arctic Lines nye skib, ”Mary Arctica”, da det blev navngivet i København. Ved den lejlighed besluttede Royal Arctic Line at skænke et beløb til et godt formål, og i samråd med kronprinsessen gik pengene til ”Amarngivat”.

- Det er et beundringsværdigt eksempel på hjælp og omsorg til børn, der har brug for ekstra støtte i hverdagen, rederiets bestyrelsesformand, Jørgen A. Høy.

Værestedets leder, Susanne Mejer, forsikrer om, at der er god brug for pengene.

- Royal Arctic Line har allerede hjulpet os med fri transport af en stor container med genbrugstøj, som nu er fordelt til modtagere både her i Tasiilaq og bygderne Kuummiut og Kulusuk, hvor vi også har væresteder. Vores økonomi er meget trængt, og den støtte vi får, betyder meget for vores muligheder for at give børnene ekstra oplevelser, siger Susanne Mejer.