Alternativer til en grænse for sodavand

13. maj 2005 11:27

Højst en halv liter sodavand om ugen til børn. Sådan lyder et forslag til en anbefalet grænse fra Hjerteforeningen i Danmark.

Formanden for Ernæringsrådet herhjemme, læge Gert Mulvad vil hellere komme med anbefalinger frem for at sætte grænser.

- Vi er enige i, at sodavand skal begrænses men det er nødvendigt at have nogle gode alternativer, siger Gert Mulvad.

I stedet for at komme med løftede pegefingre om, hvad børn ikke må drikke, så foretrækker Gert Mulvad at komme med alternative forslag til, hvad børn skal drikke. Han er ikke i tvivl om, at de drikker alt for meget sodavand.

En undersøgelse fra 2002 om skolebørns vaner viste, at en tredjedel af alle børn mellem 11 og 17 år drikker sodavand hver eneste dag.

- Derfor er det vigtigt, vi kan få dem til at drikke vand i stedet, siger Gert Mulvad.

Han så gerne, at Nuuk Imeq ville producere nogle små flasker med drikkevand, som børnene kan have med i skole. Desuden opfordrer han forældre til at få børnene til at drikke mere vand ved, at der altid er en kande med koldt vand i køleskabet, og så foreslår han at forældre fryser en flaske med lidt vand ned natten over. Hvis børnene så fylder den op og tager den med i skole, har de koldt vand til hele dagen.

Gert Mulvad får opbakning fra Landsstyremedlem for sundhed, Asii Chemnitz Narup. Hun vil have en arbejdsgruppe under folkesundhedsprogrammet til at komme med konkrete anbefalinger til at løse problemet med det store forbrug af sodavand.

- Vi skal have det gjort smart at drikke vand, siger Asii Chemnitz Narup.

Forslaget om en anbefalet grænse for sodavand til børn har fået politisk opbakning i Danmark fra de radikale og socialdemokraterne. Venstre var i første omgang også med på idéen men ordføreren for sundhedsfremme, Birgitte Josefsen siger til Nordjyske Medier, at partiet ikke kan støtte forslaget, fordi det ikke er Venstres opgave at blande sig i folks sodavandsvaner.