Alt er igen på bordet for Frederiksen og de røde støtter

Ifølge Mette Frederiksen (S) er "det hele" på bordet, når det gælder regeringsforhandlingerne.
- Det hele er på bordet. Økonomi, politiske ambitioner, normeringer, sagde Mette Frederiksen på vej ind i lokalet. Foto © : Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. juni 2019 09:32


Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen (S), der er udpeget til at forsøge at danne en regering, holdt kortene tæt til kroppen, da hun mandag ankom til forhandlingslokalet på Christiansborg i København.

Her skal hun for 19. dag i træk forsøge at samle Enhedslisten, SF og Radikale Venstre om en plan, der gør, at de peger på Mette Frederiksen som statsminister.

- Det hele er på bordet. Økonomi, politiske ambitioner, normeringer, sagde Mette Frederiksen på vej ind i lokalet.

Specielt minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver er et krav fra SF, der har det som et af sine kardinalpunkter. Det vil dog koste penge og en indsats for at skaffe flere pædagoger.

- Normering er noget af det, vi har brugt meget tid på. Og det er et stort ønske fra mange af dem, der sidder ved bordet, sagde Mette Frederiksen på vej ind.

Om hvor længe danskerne skal vente på en ny regering, sagde Mette Frederiksen:

- Jeg tør ikke konkludere, hvor vi er i forløbet. Det er et godt og vigtigt forløb, og partierne er konstruktive.

/ritzau/