Alle gletsjerne nord for ækvator smelter

Samtlige områder med gletsjere og isskjolde på den nordlige halvkugle har mistet masse gennem de seneste 30 år og skrumper stadig hurtigere på grund af klodens opvarmning.
Skrevet af Karsten Sommer
10. april 2013 08:43

Det fastslår det hidtil mest detaljerede studie af gletsjeraktiviteter, som i dag præsenteres på en stor videnskabelig konference i Wien. Bag undersøgelsen står den danske polar- og klimaforsker Sebastian Mernild fra Center for Scientific Studies i Valdivia i Chile.

Han har sammen med kolleger gennemført den hidtil grundigste undersøgelse af tusindvis af gletsjere på den nordlige halvkugle i perioden 1979-2009.

- Vi vurderer, at gletsjere og isskjolde på den nordlige halvkugle mister langt mere masse end hidtil antaget. Tendensen over de seneste 30 år er bekymrende, og alt tyder på, at vi i fremtiden går mod stigende afsmeltning fra gletsjerne og dermed stigende havniveau, siger Sebastian Mernild.

Ifølge amerikanske Nasa er lufttemperaturen på den nordlige halvkugle steget cirka 0,6 grad siden 1979. Syd for ækvator er luften til gengæld blevet 0,2 grad varmere.

I 2007 forventede FN's klimapanel, at havene derfor ville stige mellem med op til 60 centimeter i dette århundrede.
Men mange forskere vurderer imidlertid allerede nu, at havniveauet faktisk kan stige op mod 160 centimeter inden år 2100.