Alkoholforbud til afstemning i Alaska

12. juni 2006 05:27

Efter 24 år med alkolholforbud, skal den lille by Togiak i Alaska i morgen, tirsdag, stemme om, hvorvidt forbuddet skal ophæves. Efter amerikansk lovgivning er det byerne selv, der bestemmer om alkohol skal være ulovligt.

81 byer og landsbyer i Alaska har lige nu alkoholforbud. Alle steder er det jævnligt til debat – men meget sjældent til afstemning. I Togiak mener borgmester Gary Carlos, at en lovliggørelse vil give et drikkemønster med færre omkostninger for samfundet.

- Fordi det er ulovligt er folk vokset op med at drikke meget store mængder på meget kort tid, for at det ikke skal blive opdaget. Samtidig har den høje pris store konsekvenser, siger borgmesteren til Anchorage Daily News.

En flaske amerikansk bourbon kan – når fiskeriet er godt, eller der lige er udbetalt understøttelse – sælges for 150 dollars i Togiak. I butikkerne i byer hvor der må sælges alkohol, koster den 11 dollars.

Afstemningen blandt Togiaks 780 indbyggere forventes at blive meget tæt.