Aleqa vil skaffe flere kommunefogeder

07. juni 2006 16:38

- Problemet med de manglende kommunefogder skal løses. Det siger landsstyremedlemmet for justitsvæsen, Aleqa Hammond.

Hun vil nu have nedsat en hurtigt arbejdende arbejdsgruppe, der skal se nærmere på problemerne. Gruppen skal finde løsninger på både kommunefogedernes løn og arbejdsvilkår.

Landsstyremedlemmet vil dog ikke sætte tid på, hvornår arbejdsgruppen skal have løsningsforslag klar.

Ligesom med politi og domstole hører kommunefogederne under justitsministeriet i København. Det betyder, at forholdene kun kan ændres i samarbejde med justitsministeriet.

Og hurtige ændringer bliver i øjeblikket blokeret af det store tunge arbejde i Retsvæsen-kommissionen.

Aleqa Hammond håber på, at problemet med kommunefogeder kan løftes ud af kommissionsarbejdet og løses særskilt.

Hun skal mødes med justitsminister Lene Espersen senere på måneden.