Aleqa: Rigsfællesskabet kan lide et knæk

Siumuts Aleqa Hammond har bedt formanden for Inatsisartuts Udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg om at indkalde til møde vedrørende CIA´s fangetransporter via grønlandsk luftrum.
Skrevet af Mads Lynge
12. januar 2011 11:39

Aleqa Hammond mener, at Rigsfællesskabet kan lide et knæk, hvis ikke de diplomatiske forpligtigelser bliver overholdt.

- Det at man har militær suverænitet over Grønland betyder ikke, at man kan bruge det grønlandske luftrum som man vil. Der er grænser for hvor meget man kan tillade sig, siger hun.

Professor i Retskulturer ved Københavns Universitet, Hanne Petersen, sagde til Radioavisen i går, at USA har den militære suverænitet over Grønland.

- Det betyder ikke, at de kan agere som de vil, og bryde de internationale regler efter behag. Det siger medlem af Inatsisartuts Udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, Siumuts Aleqa Hammond:

Hun mener, at det er vigtigt, at Danmark og Grønland ved hvilke instrumenter og retningslinjer de har forpligtiget sig til at overholde.

Hun mener nemlig, at Rigsfællesskabet kan lide et knæk, hvis ikke de diplomatiske forpligtigelser bliver overholdt. Og det er specielt vigtigt når Danmark i disse år aktivt er med i kampen mod international terror, siger hun:

- Det er meget vigtigt, at alle lande arbejder sammen i bekæmpelsen af terror, men det er vigtigt, at alle parter med i spillet, og at der ikke føres et dobbeltspil, siger Aleqa Hammond.

Ifølge hende skal Grønland nemlig ikke føres bag lyset i forbindelse med Danmarks aktive bekæmpelse af terror:

- Vi er allesammen forpligtet til at sikre, at verden er et bedre sted at leve i, men det er vigtigt at vi spiller med åbne kort. Specielt når det drejer sig om fangetransporter, der foregår uden Grønlands viden. Grønland er en del af Rigsfællesskabet, og Danmark har en forpligtelse til at sikre, at Grønland inddraget i alle spørgsmål, der har med Grønland at gøre. Derfor er det vigtigt, at Danmark undersøger om der er hold i de dokumenter, som Wikileaks har lækket, og om Danmark lever op til sine forpligtelser overfor Grønland, siger medlem af Inatsisartut Udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, Siumuts Aleqa Hammond.