Aleqa Hammond mødtes med NATO’s generalsekretær

Grønlands øgede geopolitiske rolle var i fokus da Formanden for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond mandag mødtes med NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.
Skrevet af Simon Uldum -
14. januar 2014 04:14

NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen modtog i dag Formanden for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond ved NATO’s hovedkvarter i Bruxelles. Under mødet præsenterede Generalsekretæren NATO’s primære arbejdsopgaver samt NATO’s rolle i Arktis, skriver Grønlands Repræsentation i Bruxelles.

Generalsekretæren pointerede, at udviklingen i Arktis er en naturlig del af NATO’s dagsorden, eftersom 5 NATO lande er arktiske stater. Den øgede adgang til søruter og ressourcer i Arktis, som følge af klimaændringerne, giver derudover anledning til øget fokus mod nord.

Generalsekretæren orienterede, at NATO som udgangspunkt ikke vil øge tilstedeværelsen i Arktis. Arktisk Råd og FN anses som de primære fora for forhandling af sagerne om Arktis. Search and rescue (SAR) blev fremhævet som en speciel udfordring i Arktis, hvor samarbejdet de arktiske lande imellem samt med NATO kunne intensiveres.

Formanden for Naalakkersuisut forsikrede, at man i det arktiske samarbejde ikke ønsker en militarisering af Arktis, som understreges i Ilulissat deklarationen af 2008. Herudover orienterede Formanden om råstofudviklingen i Grønland.

Afslutningsvis pointerede Generalsekretæren vigtigheden af en løbende dialog, og anbefalede fortsat afholdelse af møder mellem Grønlands Selvstyre og NATO.