Akademikere bliver i Grønland

24. februar 2006 15:47

Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet – holdt i dag for 11. gang årsfest og fem kandidater og syv bachelorer kunne forlade studierne med bevis i hånden. De får heller ikke svært ved at finde arbejde, fortæller rektor Ole Marquardt:

- Det har i hvert fald gennem årene vist sig, at det er muligt for de færdiguddannede at få job. Enten umiddelbart efter eller relativt hurtigt efter deres uddannelse.

- I det omfang, der er tale om arbejdsløshed, er der tale om såkaldt friktionsarbejdsløshed. Det vil sige, at der kan gå nogle måneder efter uddannelsens afslutning, og det kan være nødvendigt at flytte til en anden by.

- Det helt store flertal af dem vi har uddannet bliver i Grønland, og det er også deres ambition mens de studerer. Det lykkes praktisk talt for alle, der ønsker det, siger rektor Ole Marquardt.