Ajamut genåbner i dag

19. maj 2006 08:11

Det grønlandske Hus i Løvstræde genåbner ”Café Ajamut” efter otte måneders ombygning.

Det fejres i to omgange i dag. De officielle gæster er de første til at besøge den nye Café Ajamut i eftermiddag. I aften slår samlingsstedet for grønlændere i København dørene op for alle.

Det er grønlandske musikere og skuespillere, der står for underholdningen af de cirka 300 officielt indbudte gæster. Menuen står på stegt grønlandsk lam og rensdyrkød med salat.

Musikerparret Nina Kreutzmann og Malik Hegelund Olsen, Aviaja Lumholt og pigerne fra stjerneskibet og skuespiller Axel Raahauge skal underholde gæster.

Sammenlagt har ombygningen kostet seks millioner kroner. Forstander Inger Bruun glæder sig over at renoveringen er overstået.

- Vi har talt om det i mange år, vi er glade for at kunne genåbne den savnede Cafe Ajamut, siger forstander Inger Bruun. Hun tilføjer dog, at der endnu mangler midler til yderligere indretning af cafeen.