Air Greenlands ny bestyrelsesformand præsenteret for ejerne

Der har været spekuleret i, om den danske stat og SAS er på vej til at sælge sine respektive aktieposter i Air Greenland. Men noget kunne tyde på at den plan ikke ligger lige om hjørnet.
Foto © : Air Greenland
Skrevet af Karsten Sommer
21. august 2018 14:50

Ihvertfald blev spørgsmålet ikke nævnt med eet ord, da den nyudnævnte bestyrelsesformand i Air Greenland, fhv. lufthavnschef i Billund, Kjeld Zacho Jørgensen, mandag mødtes med en række repræsentanter for de to Air Greenland aktieejere, Staten samt SAS.

Det oplyser Kjeld Zacho Jørgensen til netmediet Travel People.

- De to møder havde begge karakter af en præsentation af mig, så de to eksterne ejere af Air Greenland véd, hvem Selvstyret har valgt til formandsposten. Drøftelser om et eventuelt salg af aktier blev ikke nævnt med et ord. Den slags drøftelser sker selvsagt kun ejerne imellem, siger han til Travel People.

Kjeld Zacho Jørgensen er indsat som bestyrelsesformand af Selvstyret, der ligesom SAS sidder på 37,5 pct. af aktierne. Den danske stat kontrollerer de sidste 25 pct.