Air Greenland: Problemer ved atlantlufthavn i Nuuk

26. februar 2005 17:40

I går fik Nuuk endelig lov til at udvide sin landingsbane til 1800 meter. Den nye lufthavn skulle stå færdig i 2009. Men hos Air Greenland er det småt med begejstringen. Dels foretrækker selskabet en trafikpolitik med kun en stor atlantlufthavn, hvor banen er væsentligt længere. Dels er hverken Nuuks vejrforhold eller passagergrundlag noget at råbe hurra for, mener flyselskabets direktør Flemming Knudsen.

- Nuuk Lufthavn vil statistisk set være lukket omkring 20 dage om året. Og så er 1799 meter i det hele taget i underkanten, når man skal starte og lande en Boeing 757 med fuld last, siger direktøren.

Han tror maksimalt der kan blive tale om tre flyvninger om ugen på baggrund af de nuværende 20 000 passagerer der årligt tager turen fra Nuuk over Atlanten.

Direktøren tror i øvrigt heller ikke på, at billetterne nødvendigvis bliver meget billigere end over Kangerlussuaq.

Han ved ikke om flyvninger på Nuuk direkte vil koste flyselskabet penge, men understreger at flyselskabet vil indrette sig efter den infrastruktur der er, og vil betjene den bedst muligt, når den står færdig.