Aftale mellem GA og Finansforbundet

03. marts 2006 11:05

Efter flere uger forhandlinger har Finansforbundet i dag indgået en ny overenskomst med Grønlands Arbejdsgiverforening for de ansatte i Grønlandsbanken.

Aftalen betyder blandt andet, at de ansatte kan se frem til årlige lønstigninger på 2,5 procent, en halv procent mere i feriegodtgørelse og 0,75 procent mere i arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag.

Med aftalen annulleres også det strejkevarsel, som Finansforbundet afleverede til GA, da forhandlingerne brød sammen i midten af februar.

Overenskomsten indeholder også en aftale om at forbedre en række sociale forhold. Blandt andet en garanti for at alle medarbejdere er sikret ferie-frirejser mindst hvert femte år.

- Jeg er meget glad for den aftale, vi har indgået, og at forhandlingerne har forløbet i en meget konstruktiv ånd, og jeg synes, vi har nået et resultat, som alle kan være glade for. Der er væsentlige forbedringer for medlemmerne på mange områder, siger næstformand Kent Petersen.