Aftale forbyder fiskeri i kæmpe område ved Antarktis i 35 år

Efter flere års tilløb er det fredag lykkedes 24 lande og EU at blive enige om at oprette et stort havreservat ved Antarktis.
Russisk krill trawler ved Elephant Island i antarktis Foto © : NOAA NMFS SWFSC Antarctic Marine Living Resources
28. oktober 2016 08:18

Reservatet, der skal være med til at beskytte det unikke dyreliv ved Antarktis, bliver med en størrelse på over 1,55 millioner kvadratkilometer verdens største.

Det svarer cirka til størrelsen på tre fjerdedele af Grønland.

I cirka to tredjedele af det samlede areal vil der fremover være forbud mod at fiske.

Netop retten til at fiske i området har været årsag til, at aftalen har ladet vente på sig. Rusland har som det sidste medlem strittet imod - indtil nu.

Ifølge The Guardian er Rusland gået med, fordi aftalen nu "kun" gælder i 35 år. Det var ellers først 50 år, der var på forhandlingsbordet.