På sidstedagen for IWC’s årlige møde er det omsider blevet tid til at få afgjort om kommerciel hvalfangst skal genindføres.
66 deltagerlande skal afgive deres stemme og alt afhænger af om 75 procent af nationerne siger ja. På forhånd er der ikke meget der tyder på, at et sådant flertal er muligt.
Forleden blev det kendt, at Danmark havde ændret sin instruks. Uden at oplyse Grønlands delegerede om det vel at mærke. Og det skaber i dag usikkerhed om, hvorvidt Danmark stadig vil stemme FOR genindførsel af kommerciel hvalfangst.
Her til morgen vurderede Landsstyremedlem for Fangst- og Fiskeri, Rasmus Frederiksen, at der lige nu var 50 procents risiko for et dansk nej.
Japan har advaret om at de ikke agter at fortsætte i Hvalfangstkommissionen, såfremt forbudet ikke bliver ophævet i år.
Spørgsmålet er hvor mange af IWC’s hvalfangernationer, der vil følge i Japans kølvand.