Landsretten har i dag afgjort sagen mod en 52-årig mand, som stod anklaget for seksuelle overgreb mod 11 drenge.
I april måned fandt Narsaq Kredsret manden skyldig i overgrebene, der har stået på igennem flere år.
Landsretten har lige som kredsretten fundet manden skyldig i størstedelen af de 17 forhold, han stod anklaget for.
Men i modsætning til kredsrettens dom, som lød på anbringelse i Herstedvester på ubestemt tid, har landsretten ændret dommen, så den lyder på anbringelse i en åben anstalt i Grønland på ubestemt tid.
Ifølge Landsretsdommer Søren Søndergård Hansen, har retten vurderet at, en anstalt i Grønland er nok til at holde manden fra at begå ny kriminalitet.
Manden har tidligere været anbragt i en anstalt herhjemme, og i den periode begik han ikke ny kriminalitet, og det er på baggrund af det, at retten har vurderet, at manden kan afsone sin straf i Grønland.
Det er endnu uvist, hvilken anstalt manden skal anbringes i. Indtil han får en plads, tilbageholdes han fortsat af politiet.
Den 52-årige blev dømt for kønsligt forhold til børn under 15 år og for blufærdighedskrænkelse.