Afsmeltning fra Himalaya-gletsjere bekymrer klimaekspert

Klodens tredjestørste samling af is, Himalaya-gletsjerne, er under kraftig forandring.
Foto © : Robert Nunn/Flickr Creative Commons
Skrevet af Merete Lindstrøm
06. februar 2019 17:16

Det skriver dr.dk.

Siden 1970’erne har bjergkæden mistet op mod 15 procent af sin is, og den udvikling ser ud til at fortsætte i løbet af de kommende årtier.

Hvis den globale opvarmning fortsætter på sit nuværende niveau, vil en tredjedel af gletsjerisen således være smeltet i år 2100 - og det kan få alvorlige konsekvenser, fastslår en ny omfattende rapport fra ’The International Centre for Integrated Mountain Development’.

- Det er et stort studie over fem år, som man må tage for gode varer. Og det er i hvert fald en øjenåbner for det problem, som Himalaya kan udgøre, siger meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard.

- Man skal huske på, at det er et befolkningsrigt område, og at de mennesker, der bor der, er dybt afhængige af, at der er en konstant tilførsel af vand. Derfor er udviklingen bekymrende, siger Jesper Theilgaard.

Over 200 internationale forskere står bag rapporten. De kalder udviklingen for både 'chokerende' og 'rystende'.

- Det er den klimakrise, som du aldrig har hørt om. For os er det en virkelig chokerende opdagelse, siger Philippus Wester, der har ledet arbejdet med rapporten, til den britiske avis The Guardian.