Afgørende møde kan udløse flystrejke i ferien

Air Greenland kan blive konfliktramt fra midnat natten mellem tirsdag og onsdag i næste uge, hvis ikke det i dag lykkes parterne at blive enige om en ny overenskomst.
17. juli 2009 08:04

Truslen om en flystrejke i feriesæsonnen er endnu ikke fordampet. Flyselskabet Air Greenland er lige nu i forhandling med kabinepersonalet i Air Greenland Cabin Union, og parterne mødes ved middagstid, grønlandsk tid, i Forligsinstitutionen i København. Det sker, efter at forligsmanden for to uger siden udsatte en strejke, varslet af kabinepersonalet.

Siden da har parterne forhandlet, men hverken selskab eller ansatte har forud for dagens møde ønsket at oplyse, om der er et forlig i sigte.

Hvis afstanden er så stor, at forligsmanden opgiver at mægle mellem parterne, kan den varslede og lovlige konflikt træde i kraft fra onsdag den 22. juli.

Air Greenland har svaret igen med et lockoutvarsel over for kabinepersonalet.