Adopteret til Danmark som 8-årig

En forårsdag i 1969 går forstanderinden fra børnehjemmet i Maniitsoq ombord på flyet til Danmark. Med sig har hun en 8-årig pige fra Upernavik, som er blevet fjernet fra sin moder på grund af sociale årsager. Pigen har boet på børnehjemmet i Maniitsoq i de sidste fem år, og nu skal hun bortadopteres til en dansk familie.

Den lille pige hedder Sara, og hun er én af de mindst 100 grønlandske børn som i 1960’erne blev bortadopteret til Danmark.

I dag er lille Sara Johansen blevet 48 år gammel.

- Jeg husker flyveturen som et mareridt og en meget overvældende oplevelse. Forstanderinden har senere fortalt mig, at da hun afleverede mig på børnehjemmet i Rødovre, var jeg i en choktilstand, hvor jeg var helt forstenet, fortæller Sara.

Efter et kort ophold på børnehjemmet i Rødovre, bliver hun adopteret af et ægtepar i en lille landsby på Fyn. Hendes grønlandske baggrund og biologiske forældre er ikke noget man taler om i det nye hjem. Hun vokser op i den tro, at hendes biologiske forældre er omkommet i en bådulykke, men om det er noget hun har fået fortalt, eller noget hun selv har digtet, ved hun ikke.

- Når jeg spurgte mine adoptivforældre om de vidste noget om min biologiske familie, så svarede de nej. Det var ikke noget, jeg borede yderligere i. De havde jo taget mig til sig, så jeg ville ikke såre dem, siger Sara.

Hun vænner sig til den nye situation og bliver opdraget som en hvilken som helst anden dansk pige, men hun får aldrig et rigtig tæt forhold til sine adoptivforældre, og de har også en del konflikter.

- Jeg kunne ikke komme tæt på dem, det var helt udelukket fra min side. Jeg kaldte dem også ved fornavn, og ikke far og mor, fortæller Sara.

Efterhånden som tiden går føler hun sig efterhånden som dansker, også selv om hun ser lidt anderledes ud i forhold til sine venner.

- Jeg havde en masse venner i byen, og jeg dyrkede meget sport og var aktiv, så vennemæssigt har jeg ikke lidt nogen nød. Selvfølgelig kiggede folk lidt ekstra efter mig, og nogle kunne finde på at kalde mig ”isneger”, eller noget i den dur, men det var ikke ondskabsfuldt, siger hun.

Til gengæld havde hun det svært, når hun mødte andre grønlændere.

- Når jeg mødte grønlændere, så blev jeg flov. De kom som regel hen til mig og begyndte at tale grønlandsk, og så blev jeg helt rød i hovedet og flygtede nærmest fra dem. Jeg ville ikke vedkende mig det at være grønlænder, det ville jeg simpelthen ikke, fortæller hun.

Men i 2001 sker der noget. Sara har sendt en mail til sin fødeby Upernavik i håbet om at få kontakt til nogle som måske har kendt hendes forældre. Svaret hun får tilbage har overskriften; ”Nyt om din familie”

- Så stod der i mailen, at min mor stadigvæk levede. Det havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, så det var meget overvældende, fortæller hun.

Hendes mor er dog meget syg, og ligger på plejehjem, så Sara skyndte sig at arrangere en tur til Upernavik.

- Jeg kom ind på værelset, og så lå hun der i sengen. Hun kunne ikke tale, og hun var lam i halvdelen af ansigtet. Så tog jeg hendes hånd og sagde, at nu er jeg her. Jeg bebrejder hende ikke noget som helst, jeg var bare glad. Jeg følte, at nu var jeg vendt tilbage til det jeg kom fra. Jeg accepterede min grønlandskhed, det var faktisk det der skete, siger Sara Johansen

Hendes mor døde kort tid efter deres møde. Siden har Sara fortsat efterforskningen af sine rødder, og fået kontakt til et par halvsøskende. For nylig så hun for første gang dokumenterne i sin adoptionssag og fandt på den måde frem til sin far, som der nu bor i Danmark. Sara har sendt ham et brev.