Aasiaat kommunes økonomi nær sammenbrud

05. juni 2006 17:21

Aasiaat Kommunes økonomi er nær et sammenbrud fordi byens fiskefabrik har været lukket siden november sidste år.

Borgmester Enok Sandgreen har mistet tålmodigheden, og mener at Landsstyret nu bør gribe ind.

- For at få en løsning på problemet, har Royal Greenland bedt om en kvote på 1250 tons hellefisk, der skal kunne indhandles i vores fabrik, men indtil nu har vi ikke hørt noget, siger borgmester Enok Sandgreen.

Der er over 300 arbejdsløse i Aasiaat Kommune ud af en samlet befolkning på 3300 og det har foreløbig kostet kommunen op imod 9 millioner kroner i arbejdsløshedsunderstøttelse til de ramte familier.

Enok Sandgreen, der er løsgænger i kommunalbestyrelsen, mener, at det er på høje tid, at Landsstyret giver lyd fra sig og kommer med en løsning på problemet.

- Hvis ikke landsstyret snart gør noget ved situationen, så bryder vores økonomi sammen, siger Enok Sandgreen til Radioavisen.