8. marts fejres flere steder

08. marts 2006 07:35

I dag den 8. marts er det kvindernes kampdag, og det bliver markeret over hele verden – og selvfølgelig også her i landet.

Kvinderne, der står bag arrangementerne i Nuuk, opfordrer til at man tænder stjernekastere for alle verdens kvinder.

Arrangørerne forklarer, at stjernekasterne skal symbolisere ligestillingen.

I eftermiddag klokken halv fem samles man udenfor Katuaq i Nuuk, hvor nationalsangen skal synges, mandekoret skal synge, der skal tændes stjernekastere og der skal holdes taler.

Baggrunden er, forklarer de kvindelige arrangører, at loven om ligestilling, der giver kvinder og mænd gode muligheder for at leve mere ligeværdigt, skal fejres.

Kvindedagen fejres også i Sisimiut, og der er arrangeret kvindeaften for begge køn på cafe Ukiivik i aften.

Aftenens overskrift - der lyder som et spørgsmål hedder: ”Hvordan kan vi kvinder i Sisimiut samarbejde bedre med hinanden?”.

I Narsaq bliver den internationale kampdag markeret - kun for kvinder. Forkvinden Theo Kruse siger, at det er blevet en tradition i Narsaq, at kvinderne holder en hyggeaften i forsamlingshuset.

- Sidste år kom der 135 kvinder. For os er det vigtigt, at mindes de kvinder som lagde grund for den internationale kvindekampdag. Derfor kommer kvinderne med deres husflid, lagkager, boller og deres gode humør, siger Theo Kruse.