5-årig pige trafikdræbt i Kangerlussuaq

Skrevet af Karsten Sommer
12. juni 2005 14:03

En 5-årig pige blev fredag aften ved 18-tiden dræbt ved en trafikulykke i Kangerlussuaq.

Ulykken skete nær idrætshallen ved fritidsklubben i forbindelse med udstigning fra den lokale bybus. Pigen løb bag om bussen, og en kvindelig bilist kunne ikke undgå påkørslen. Den 5-årige var dræbt på stedet.

Stationsleder Kristian Graversen fra politiet fortæller at ulykken har chokeret det lille bysamfund. Det tragiske trafikuheld blev overværet af mange mindreårige børn, og Sisimiut Kommune har derfor straks sendt akut krisehjælp i form af tre psykologer, der ankom med den første flyver lørdag. De er straks gået i gang med psykologisk hjælp til den 5-åriges pårørende, de mange børn der overværede ulykken, og kvinden der kørte bilen.

Kristian Graversen fortæller at politiet endnu ikke har foretaget egentlige afhøringer omkring ulykken, da alle stadig er stærkt chokeret. Men han er glad og lettet over den hurtige krisehjælp fra Sisimiut og vil i de kommende dage få fastlagt de nærmere omstændigheder omkring trafikulykken.