37 opkald til Nuuks krisetelefon

26. juni 2006 09:56

Den øgede indsats for at forebygge selvmord i Nuuk synes umiddelbart at virke efter hensigten. Indtil videre har der været 37 henvendelser til den nyoprettede krisetelefon.

Det var på baggrund af 9 selvmord i Nuuk - alene i løbet af årets første måneder, at SSSPK-udvalget i Nuuk Kommune så sig nødsaget til at øge den forebyggende indsats mod selvmord.

Den 19. maj blev kriseberedskabet etableret og krisetelefon oprettet.

Og allerede i den første uge var der 17 personer, der benyttede sig af den nye døgntelefon.

Det fremgår dagsordnen for Nuuk Kommunes kommunalbestyrelsesmøde i eftermiddag. Her vil kommunalpolitikerne få en opdatering omkring de foreløbige erfaringer, man har gjort sig på området.

I den måned der er ved at være gået, har der været i alt 37 henvendelser. Der har været opkald fra unge kriseramte mænd, fra mødre der var bekymrede for deres voksne børn, fra personer, der har oplevet selvmord i den nærmeste omgangskreds og fra personer, der havde behov for psykologsamtaler.

Kommunen har ansat en medarbejder, der i en tre måneders periode skal varetage kriseberedskabets vagtordning i dagtimerne på almindelige arbejdsdage. I weekenderne har det indtil nu været ansatte i Socialforvaltningen, der på skift – og frivilligt – har taget imod opkald.

Indtil videre har Socialafdelingen ikke haft held med at finde andre personer, der vil indgå i en vagtordning uden at få penge for det.

Krisetelefonen er åben døgnet rundt og har nummer

55 57 38