Japan 33 omkommet ved påsat brand i tegnefilmsstudie

En mistænkt brandstifter havde tilsyneladende planlagt sit dødelige angreb mod et animationsstudie i Kyoto i Japan torsdag. Det rapporterer japanske medier fredag.
Skrevet af Ritzau
19. juli 2019 07:48
Versionist Connie Fontain

Branden kostede 33 mennesker livet og er det mest dødelige angreb i Japan i næsten to årtier.

En kvinde, der overværede anholdelsen af den 41-årige mistænkte brandstifter, fortæller til lokale medier, at manden "syntes at være misfornøjet".

- Han var vred, og råbte noget med, at han var blevet plagieret, siger den unavngivne kvinde.

Kyoto Animation-studiet bliver kaldt KyoAni og blev oprettet i 1981. Studiet er kendt for sine populære animationsserier - tegnefilm og tegneserier i anime-genren, der nyder popularitet overalt i verden.

Flere japanske medier rapporterede allerede torsdag, at manden havde råbt "dø", mens han hældte benzin ud på gulvet og satte ild til den tre etager høje bygning torsdag formiddag lokal tid.

En mand, der ligner den mistænkte, blev torsdag set på en benzinstation med to 20-liters-dunke, rapporterer japanske medier.