33-årig mand fra Tiilerilaaq er død efter skyderi

En 18-årig mand er i dag blevet fremstillet i Sermersooq kredsret som følge af skyderiet i Tiilerilaaq. Et af skudofrene er afgået ved døden.
Skyderiet fandt sted i bygden Tiilerilaaq nær Tasiilaq. Foto © : KNR / Bibi Nathansen
01. december 2024 15:10

Klokken 06.42 i går, lørdag, modtog politiet en anmeldelse om skud affyret i Tiilerilaaq, og der blev efterfølgende affyret flere skud.

Som følge af skyderiet blev to personer sårede, en kvinde på 36 år og en mand på 33 år. Mandens tilstand har været kritisk siden hændelsen, og han er i dag afgået ved døden. De pårørende er underrettet.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse. 

Lørdag klokken 11 blev en 18-årig mand anholdt i forbindelse med skyderiet. Han er i dag klokken 10 blevet fremstillet i retten, hvor det blev besluttet, at han skulle tilbageholdes i tre uger med frist den 19. december.

Ifølge politiet var den 18-årige blevet bortvist fra en fest og var herefter vendt tilbage med et skydevåben.

Kvindens tilstand er blevet beskrevet som stabil. 

Retsmødet foregik for lukkede døre, og Grønlands Politi har derfor ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.