30 isbjørne får sendere på

Pinngortitaleriffik sætter satellit-sendere på 15 hunisbjørne og ligeledes 15 på hanisbjørne og yngre isbjørne i Nordvestgrønland, hvor oplysningerne skal bruges til vurdering af olieefterforskningens virkninger på isbjørnes levevis.
Foto © : Vilhelm Lynge Hard /KNR
Skrevet af Najaaraq Egede
21. marts 2011 09:07

Et forskerhold på 4 fra Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut vil fra den 31.marts til 20.april sætte satellitsendere på isbjørne ud for Kullorsuaq på havisen i Qimusseriarsuaq/Melville Bugten. Der flyves med helikopter over havisen for at spore isbjørnene.

Pinngortitaleriffik oplyser, at de efter planen skal sætte 15 halsbånd med sendere på voksne hunner, og 15 små sendere i ørerne på voksne hanner og yngre isbjørne. Isbjørnen er bedøvet under hele forløbet, hvor forskerne sætter satellitsender på og tager forskellige prøver.

Mærkede isbjørne må ikke fanges

Når isbjørnene er mærket skriver forskerne et nummer på pelsen, for at undgå at fange den igen, og for at isbjørne jægerne kan se, at det er en satellitmærket bjørn.

Nummeret vil forsvinde efter en måned.

Kødet kan ikke spises inden for en måned

Mærkning af hver en isbjørn koster omkring 100.000 kroner. og derfor bør man undgå at skyde de mærkede isbjørne. Sker det alligevel, at en mærket isbjørn bliver skudt, ønsker Pinngortitaleriffik, at blive orienteret med det samme. Man bør ikke spise kødet fra en mærket isbjørn, inden for en måned efter at den er blevet bedøvet og mærket.

Hvad oplysningerne skal bruges til

Senderne vil fortælle om isbjørnenes vandringer, så man får overblik over, hvor deres vigtigste opholdssteder er. De små øresendere kan virke op til et halvt år og hunnernes halsbåndsendere kan virke i flere år. Formålet er, at kortlægge isbjørnenes ruter i forhold til de felter, som er udlagt til olieefterforskning i havet i Nordvestgrønland. Oplysningerne skal indgå i vurderinger af, hvordan isbjørne eventuelt kan blive påvirket af olieefterforskningen, og måske en dag af olieudvinding.

Sidste år blev der mærket 29 isbjørne i Nordvestgrønland og 16 blev mærket i 2009.